Science fiction forfatteren William Gibsons berømte cyberpunk-klassiker “Neuromantiker” fra 1984 vil langt om længe finde vej til det store lærred i en annonceret filmatisering fra producenten og distributøren Peter Hoffman.

Filmen, som har fået et budget på $70 mio., bliver rykket frem for at erstatte Paul Verhoevens filmprojekt “The Winter Queen”, der nu vil blive skubbet til næste forår, da filmens hovedrolleindehaver, Milla Jovovich, er blevet gravid.

Reklameinstruktøren Joseph Kahn, der før har stået bag “Torque – Hævn på to hjul”, skal stå for instruktionen.

“Neuromantiker” omhandler den arbejdsløse computerhacker Case, der en dag bliver hyret til at medvirke til en tilsyneladende umulig forbrydelse. Bogen fra 1984 var med til at grundlægge hele den såkaldte cyberpunk-genre.