Filmbladet Empire kan på deres officielle hjemmeside fremvise et eksklusivt forsidebillede af Hugh Jackman i titelrollen som Wolverine i 20th Century Fox’ ventede “X-Men Origins: Wolverine”. Forsidebilledet med Jackman tilbage i rollen som den dyriske enspænder Logan fra “X-Men”-filmene vil pryde decemberudgaven af filmmagasinet og kan ses [url=http://www.empireonline.com/news/story.asp?NID=23770]her[/url].
Andre billeder fra filmen kan ses ved at klikke i galleriet under nyhedsbilledet.
“Wolverine”, der instrueres af Gavin Hood, fortæller historien om den omflakkende helts både voldelige og romantiske fortid, hans komplicerede forhold til Victor Creed og det skumle Weapon X-program. Undervejs støder Wolverine på andre mutanter – både bekendte og nye – der inkluderer overraskende optrædener fra adskillige legender i “X-Men”-universet.
I filmen, der er skrevet af David Benioff, finder man desuden Liev Schreiber som Creed (der senere bliver til Sabretooth), Ryan Reynolds som den barske Deadpool og Taylor Kitsch som mutanten Gambit.
Derudover medvirker Lynn Collins, Will.i.am, Danny Huston, Dominic Monaghan og Daniel Henney.
“X-Men Origins: Wolverine” får dansk premiere 1. maj, 2009.
Den første officielle trailer til filmen vil blive frigivet i forbindelse med premieren på “The Day the Earth Stood Still” 12. december.
