Ifølge Heat Vision er Jennifer Lawrence (“[url=/film/winter-s-bone]Winter’s Bone[/url]”) blevet castet i rollen som den yngre udgave af den blålige mutantkvinde Mystique i 20th Century Fox’ kommende “[url=/film/x-men-first-class]X-Men: First Class[/url]”, mens Variety kan bekræfte, at Kevin Bacon også har sluttet sig til projektet i skurkerollen. Hvilken skurk, der er tale om, bliver stadig holdt hemmeligt.
De to skuespillere slutter sig derved til James McAvoy, Michael Fassbender, Alice Eve, Nicholas Hoult og Caleb Landry Jones, som alle medvirker i den Matthew Vaughn-instruerede film, som er sat til at ramme biograferne i juni til næste år.
Mystique blev i de første tre “X-Men”-film spillet af Rebecca Romijn.
“X-Men: First Class” skildrer den episke begyndelse på “X-Men”-sagaen. Før Charles Xavier og Eric Lensherr blev kendt som Professor X og Magneto, lærte de for første gang deres kræfter at kende som to unge mænd. Før de blev dødsfjender, var de tætte venner, der arbejdede sammen med andre mutanter i forsøget på at stoppe den største trussel, planeten nogensinde havde stået overfor.
I processen opstod der dog en uenighed mellem de to, der senere skulle føre til den evige strid mellem Magnetos broderskab og Professor X’s X-Men.
[i][url=http://filmz.dk/film/x-men-first-class/news]Klik her for at læse flere nyheder om “X-Men: First Class”.[/url][/i]
