20th Century Fox har frigivet det første officielle billede fra deres kommende forhistoriske eventyr “Ice Age: Dawn of the Dinosaurs”. Billedet, der viser den tilbagevendende og evigt agernjagende gnaver Scrat stirre ind i gabet på en glubsk dinosaurus, kan ses online hos Latino Review.
Den populære Scrat vil vanen tro også denne gang figurere i sin egen lille teaser-kortfilm, der bliver lanceret som tidligt blikfang for den nye film. Den nye Scrat-film, der igen vil have den scenestjælende gnaver på et nyt eventyr i jagten på et agern, forventes snart at få officiel online-premiere.
Ray Romano, John Leguizamo, Denis Leary og Queen Latifah lægger atter stemmer til de kendte figurer. Den tredje istid er sat til at ramme biograferne til næste sommer.
