Så lader det til, at vi endnu en gang får besøg af den berømte strømercyborg “RoboCop”; Filmselskabet MGM har nemlig annonceret nye planer om at genaktivere den effektive, men sindssplittede lovhåndhæver-enhed fra det futuristiske Detroit City.
I en pressemeddelelse over deres kommende projekter – deriblandt “Quantum of Solace”, “Thomas Crown affæren 2” og “Hobbitten” – kan MGM også afsløre, at en ny “RoboCop”-film er under opsejling.
[url=http://www.filmz.dk/forum/item/23263/]Tidligere annoncerede[/url] planer om en genindspilning af Paul Verhoevens cyberpunk-klassiker blev for år tilbage skrinlagt af Sony Pictures, men nu satser MGM på at genfortolke den populære franchise med en ny start på RoboCops eventyr.
Den originale “RoboCop” havde Peter Weller i hovedrollen som den unge ihærdige betjent Alex Murphy, der efter at være blevet dræbt i tjenesten bliver genoplivet som en lovhåndhævende cyborg, der bliver plaget af hjemsøgende minder fra sit tidligere liv.
Originalfilmen fra 1987, der foruden blodig action og chokerende vold også blev kendetegnet for sin sorte humor og skarpe samfundssatire, blev fulgt op af to filmfortsættelser og affødte desuden en række tv-serier af svingende kvalitet.
