Jon Snow bliver i billedlig forstand endnu engang bragt tilbage til live.
HBO arbejder på et hav af “Game of Thrones”-prequels og -animationsserier, men nu kan vi glæde os til den første serie, der foregår efter Jerntronens nedsmeltning.
En fortsættelsesserie med Jon Snow i hovedrollen er nemlig i de allertidligste stadier, rapporterer The Hollywood Reporter. Kit Harrington er naturligvis tilkoblet som den tidligere Konge i Norden.
Da den ottende og sidste sæson af den (langt hen ad vejen) elskede og umådeligt populære serie sluttede, drog Snow tilbage nord for Væggen sammen med Wildlings-folket. Det er altså sandsynligt, at vi genforenes med Stark-krigeren i det kolde nord, hvis serien får grønt lys, men intet er bekræftet af HBO endnu.
Læs også: “‘Game of Thrones’ får yderligere tre prequel-serier”
Med en Jon Snow-spinoff-serie kunne noget tyde på, at HBO ikke er bleg for at udforske “GoT”-universet efter handlingerne i Sæson 8. De andre Stark-søskende forlod vi ligeledes i positioner, der ville være interessante at se i fremtiden, og det ville bestemt ikke være kedeligt, hvis vi eksempelvis skulle rejse med Arya på tværs af havet for at udforske landet vest for Westeros.
Selvom den kommende Jon Snow-serie endnu ikke er garanteret, så kan vi stadigvæk glæde os til at vende tilbage til George R.R. Martins fantasy-univers inden længe. Den 22. august får prequel-serien “House of the Dragon” nemlig premiere.
