Manden bag de to succesfulde og langvarige tv-serier “[url=/film/buffy-the-vampire-slayer-saeson-7]Buffy The Vampire Slayer[/url]” og “[url=/film/angel-tv]Angel[/url]”, Joss Whedon, har ikke haft heldet med sig de sidste par år.

Med serien “[url=/film/firefly-tv]Firefly[/url]” stod Whedon til at have en ny succes på hånden, indtil alting gik galt, og serien ikke engang nåede at færdiggøre første sæson. Efter stor fanrespons kom der dog så endelig en film – som så til gengæld ikke klarede sig nær så godt som forventet.

Nu er Whedon så vendt tilbage med endnu en ny serie, “[url=/film/dollhouse-tv]Dollhouse[/url]”, som også har haft en hård start. Ikke nok med at serien har været placeret om fredagen, som er kendt for at give serier dødsstødet, så har der også været problemer med nogle dårligt sammensatte pilot-afsnit samt at “[url=/film/terminator-the-sarah-connor-chronicles-saeson-1]Terminator: The Sarah Connor Chronicles[/url]”, som ligeledes klarer sig skidt, har været på lige før “Dollhouse”.

Alt dette til trods forbliver Joss Whedon dog positiv, og han regner med, at selvom det har været en hård start, så vil serien få en sæson til. Whedon udtaler, at folkene fra tv-kanalen Fox er positivt indstillet og synes, at serien klarer sig fint, selvom den ikke har overvældende høje seertal.

Flere folk inden for branchen forventer dog stadig, at både “The Sarah Connor Chronicles” og “Dollhouse” får kniven, da de to serier har klaret sig langt under forventningerne og har fortsat med at tabe flere og flere seere igennem sæsonen.