Debutanten Nikolaj Arcels store hit fra sidste år, den politiske thriller “Kongekabale”, blev den helt store vinder ved søndagens Robert-uddeling, hvor den løb med hele 8 priser, deriblandt de store priser for bedste film og bedste instruktion.

Aftenens “taber” blev Nicolas Winding Refns “Pusher II”, som ud af 12 nomineringer – hvilket var 2 mere end “Kongekabale” – måtte tage til takke med en enkelt pris. Den gik til Mads Mikkelsen for bedste mandlige hovedrolle.

I kategorien bedste kvindelige hovedrolle løb Sofie Gråbøl med Roberten for filmen “Lad de små børn”. Trine Dyrholm og Søren Pilmark fik priser for bedste kvindelige og mandlige birolle.