Canadiske Tribute kan fremvise en ny international online-trailer til New Line og Walden Medias effektfyldte eventyrfilm “Journey to the Center of the Earth 3D”, en opdateret udgave af Jules Vernes klassiker “Rejsen til Jordens indre”.

Brendan Fraser har hovedrollen som en geolog, der sammen med sin teenagesøn opdager en besked skjult i en gammel artefakt, der leder dem på en rejse til en hidtil uopdaget verden.

Filmen er optaget som liveaction, mens de fremmedartede omgivelser og væsner er produceret med high-definition, fotorealistisk 3D-teknologi.

Eric Brevig, som vandt en Oscar for sine effekter i “Total Recall – Sidste udkald”, får sin instruktørdebut med projektet, der har manuskript af D.V. DeVincentis (“High Fidelity”).