På plakatsiden NewestPosters kan man se den første plakat til “Arn – Tempelridderen”, den ventede filmatisering af Jan Guillous populære romantrilogi fra korstogstiden.

Historien følger Arn Magnusson, der fra barn af opdrages af cisterciensermunkene ved Varnhem Kloster i Västra Götaland og Vitskøl Kloster i Danmark og får den tids bedste uddannelse i Europa.

Men munkene forstår hurtigt, at Arn ikke er bestemt til at blive klosterbroder, og beslutter, at han vil kunne gøre mere nytte som en troens forsvarer i det Hellige Land. Arn er imidlertid uvidende om disse planer og vender tilbage til den fædrene gård, hvor han for første gang møder kvinden, lysten og kærligheden i form af Cecilia med det resultat, at han dømmes af kirken til at gøre bod som tempelridder i det Hellige Land. Da Arn vender tilbage, må han kæmpe for kærligheden og det, som er blevet hans livs erklærede mål: At samle Sverige i ét rige.

“Arn – Tempelridderen” er Skandinaviens dyreste produktion nogensinde med et budget på over 170 mio. kroner. Den danske instruktør Peter Flinth står bag kameraet på “Arn”, hvis titelrolle besættes af den 32-årige svenske skuespiller Joakim Nätterqvist.