En række hindu-organisationer har taget kontakt til det indiske filmcensurudvalg og bedt dem om ikke at tillade distribution af den kommende Mike Myers-komedie “The Love Guru”, før Paramount Pictures har lavet en række ændringer i filmen.

Organisationerne mener, at filmen vil fornærme millioner af hinduer verden over pga. Mike Myers portræt af guru-discipel-forholdet.

Paramount Pictures har tidligere udtalt, at man vil vise filmen for en række åndelige ledere, når man har en færdig kopi. Det samme var tilfældet med Mel Gibsons kontroversielle “The Passion of the Christ”, inden den havde premiere.

I “The Love Guru” spiller Myers den amerikanske Pitka, der som lille blev efterladt ved et tempel i Indien og efterfølgende blev opdraget af guruer. Som voksen rejser han tilbage til USA i håbet om at opnå store rigdomme gennem en terapeut-karriere. Filmen er klar i de danske biografer 12. september.

Hinduisme er verdens tredje største religion med omkring en mia. troende.